Konference: daginstitutioner kan få flere børn ud i naturen
En ny repræsentativ undersøgelse fra Friluftsrådet viser, at rigtig mange børn går glip af helt basale naturoplevelser – eksempelvis viser undersøgelsen at hele 50 % af landets børn i alderen 2-15 år aldrig har prøvet at klatre i træer[i]. Spørgsmålet om hvilken rolle naturoplevelser spiller for børn debatteres på en konference på mandag den 24. september, der endvidere stiller skarpt på daginstitutionernes rolle, når det handler om at få flere børn ud i naturen.
"I Friluftsrådet mener vi, at naturen spiller en vigtig rolle for børns trivsel. Dertil mener vi, at daginstitutionerne har en særlig ansvarsfuld opgave, når det handler om at få børn flere børn ud i naturen", siger Ida Kryger, der er konsulent i Friluftsrådet.
Konferencen vil byde på forskellige oplæg, inspiration og meningsudvekslinger med fem forskellige temaer som omdrejningspunkt - herunder 'vild leg', 'rolige stunder', 'bæredygtighed', 'viden om naturen' og 'smag naturen'. Dertil vil det blive diskuteret, hvorvidt naturen har en plads i et barneliv, hvor byerne vokser, børns tid er skemalagt, forældre er nervøse og elektronisk legetøj er sjovere. Er det vigtigt for børns udvikling og trivsel at komme ud i naturen? Hvad siger eksperterne, og hvad siger den nye pædagogiske læreplan?
Kampagnen er en del af et projekt under Center for Børn og Natur, som består af Københavns Universitet, Syddansk Universitet, VIA University College og Aarhus Universitet samt Friluftsrådet og er støttet af Nordea-fonden. Centerets vision er, at børn skal 10 procent mere ud i naturen.
Nåede du ikke at tilmelde dig i tide?
Er du interesseret i at få tilsendt materialer fra dagen, så kontakt Ida Kryger på mail: ikr@friluftsraadet.dk.
Har du en god idé til en oplevelse, som alle børn bør have i naturen?
Friluftsrådet opfordrer alle - og specifikt foreninger, skoler, dagtilbud og familier - til at komme med deres bud på, hvilke friluftsoplevelser børn bør have i naturen. De bedste ideer bliver samlet til en naturaktivitetskanon, som bliver offentliggjort i december 2018.
Har du et godt minde fra din barndom eller bare en rigtig god ide til, hvad børn bør opleve i naturen? Så hop ind på børngrorinatur.dk og opret din oplevelse. Friluftsrådet afholder løbende konkurrencer, hvor du er med i lodtrækningen om en masse lækre friluftspræmier. Måske bliver du den næste heldige vinder?
i] Undersøgelsen er lavet af YouGov for Friluftsrådet. I alt har 2955 forældre i alderen 25-55 år rundt omkring i landet svaret på undersøgelsen på vegne af deres børn.